Introduktion
Baggrund
Ideen med denne side er at stille en ramme til rådighed for privatpersoner, som ønsker at lave underskriftsindsamlinger via internettet.
De underskriftsindsamlinger, der tidligere har været afholdt via en webside, har så vidt vides alle været begrænset af det faktum, at "underskrivere" har kunne kalde sig, hvad de ville. Ofte ser man underskrivere med navne som
- Gud
- Bill Gates
- Anders And
og lignende (uden sammenligning i øvrigt)
Desuden er der ofte ingen former for kontrol med, hvor mange gange en given underskriver deltager (med forskellige navne) i en underskriftsindsamling.
Formålet med denne side er netop at gøre op med denne manglende seriøsitet. Løsningen på ovennævnte problemer er at anvende digitale signaturer. Dermed kan man kun skrive under én gang, og man kan kun skrive under som sig selv med det navn, der er registreret ved bestilling af den digitale signatur.
Politik for deltagelse
Udgangspunktet for deltagelse er altså at du anskaffer dig en digital signatur. Det er gratis, og du bestiller den hos TDC. Vi har valgt, at man kun kan skrive under med en personlig signatur (du kan altså ikke anvende en digital signatur, som du har fået i forbindelse med dit arbejde).
Denne service stilles tilrådighed for privatpersoner af ejerne af denne hjemmeside (som privatpersoner). Vi forbeholder os ret til at vurdere og sortere alle indkomne forslag til underskriftsindsamlinger. Vores kriterier er primært vores vurdering af seriøsiteten af forslaget. Vores egen holdning til emnet kommer i anden række, og man kan ikke konkludere, at vi sympatiserer med accepterede forslag. Vores håndtering af forslag er ret diktatorisk. Det betyder bl.a. at vi ikke nødvendigvis giver en begrundelse for afslag af et forslag.
Vi forbeholder os ret til at fjerne såvel aktive som afsluttede underskriftsindsamlinger uden varsel.
Pris for deltagelse
Dette er ikke en kommerciel løsning, og derfor er det:
- gratis at oprette en eller flere underskriftsindsamlinger
- gratis at deltage i en eller flere underskriftsindsamlinger
Hvis du skulle blive så begejstret for løsningen, at du gerne vil donere noget til sagen, er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Eventuelle donationer vil blive brugt til at dække de udgifter, vi har (f.eks. til domænenavn og SSL servercertifikater). Vi ønsker ikke at profittere på løsningen.
Initiativtagere
Denne service er udviklet og vedligeholdt af Carsten Raskgaard og Peter Lind Damkjær i fællesskab. Vi vil gøre hvad vi kan, for at holde siden i luften, men denne service skal betragtes som et tilbud, og vi tager ikke ansvar for konsekvenserne af et eventuelt nedbrud.
Som det fremgår, er denne side lavet som et personligt initiativ. Vores arbejdsgivere kan hverken drages til indtægt eller ansvar for indholdet på disse sider.


